Denmark Flag outside classroom

Tiden går stærkt når man har det sjovt – og det har vi…

…og vi har det godt. På trods af alt hvad der foregår i verden omkring os, kan vi glæde os over, at her på skolen ligner dagen i dag mere eller mindre dagen i går. For eleverne er det at holde afstand og spritte af blevet en del af hverdagen. Skoledagen forløber i store træk som den plejer, og vi nyder den tryghed der er i trivialiteten.

Når det er sagt, er det også fantastisk at vi har mulighed for en gang i mellem at bryde ud af det trivielle. Vi kan fortsat holde idrætsdag, filmdage og emneuge. Og vi nyder at se, hvordan eleverne også her hygger sig med hinanden og griber de udfordringer de bliver sat i.

Emneugen i år handler om ”Genforeningen” og der bliver arbejdet på højtryk for at lave nogle sjove og anderledes dage for eleverne, hvor de samtidigt har mulighed for at dykke dybere ned i Danmarks historie og få et øget kendskab til Genforeningens betydning for det danske samfund og vores nationale selvforståelse.

Inden vi kan få lov til at holde efterårsferie, skal vi selvfølgelig også huske vores årligt tilbagevendende motionsdag, hvor alle – både store og små – forhåbentligt finder ud af, at de alle er ejer af nogle lårmuskler der kan gøre ondt, når de bliver godt brugt 😊

Peter Thorsen

Konstitueret skoleleder

7482 2551 / info@bkfriskole.dk