Vi har glædet os rigtig meget til endeligt at kunne tage det nye legetårn i brug. Og det kunne vi så mandag d. 9. maj.
Vi fik tre elever fra henholdsvis 0., 1. og 2. klasse til, med hver deres saks, at klippe det fine røde bånd over, og alle eleverne fik klassevis efterfølgende lov til at få 5-7 min. hver på legetårnet.
De resterende kunne i mellemtiden nyde en klassisk rød pølse og et stykke brød, som selvfølgeligt hører sig til ved sådan en lejlighed.
Den gamle legeplads, der efterhånden var blevet 16 år gammel og i sin tid var blevet sat op af nogle indsatte fra Renbæk statsfængsel, er nu fortid og vil blive savnet. Der har altid været et før og et efter man var i stand til at ”gå på stænger” 😊
Ideen med det nye legetårn var at den skulle kunne lidt af det samme som den gamle – bare lidt mere og lidt større. Og det synes jeg vi har fået. Der er enormt mange muligheder og der er rigtig mange børn der kan lege på det samtidigt.
Børnene har for længst taget legetårnet til sig og den er blevet til stor glæde, hvilket vi håber den vil blive ved med de næste 16 år 😊