Hjemmeskole – fjernundervisning – nødundervisning – online undervisning…
Skolen er stort set tom og eleverne samles foran skærmen for at modtage undervisning. Lærerne forsøger på bedste vis at navigere ind i en verden, der på mange måder er meget anderledes end den vi kender og holder af.
Men også det her bliver til en eller anden form for hverdag. Eleverne er enormt omstillingsparate og har lynhurtigt taget den nye måde at blive undervist på til sig.
Når det er sagt, så finder man jo også igennem det her ud af, at der er en grund til at eleverne under normale forhold sidder sammen i en klasse, med læreren forrest i klassen foran en tavle. Den fysiske kontakt eleverne imellem og imellem lærer og elev er enormt vigtig.
Vi savner at være i skole med alle vores sanser – at kunne høre klassen ved siden af, der synger fødselsdagssang, at kunne lugte leverpostejsmaden fra forrige spisefrikvarter, at kunne se en anden klasse ud af vinduet, der løber og spiller rundbold og at kunne mærke det anerkendende klap på skulderen.
Så selv om den her nye måde at have undervisning på er blevet til en eller anden for hverdag, så kan det aldrig erstatte skolen som vi kender den.
…ja, det har fået mange navne, men et kært navn bliver det nok aldrig 😊
Peter Thorsen
Skoleleder
7482 2551 / info@bkfriskole.dk