Rollo og King har et hit som hedder: Der står et billede af dig på mit bord.
Denne sang tænkte jeg tit på i januar måned. På mit arbejdsbord står der to billeder. Et af 1. klasse og et af 3. klasse. Disse to billeder kiggede jeg dagligt på, når jeg lavede opgaver til mine to klasser i de første fem uger af 2021.
Mit sind var fuld af tanker om, hvordan hver enkelt elev havde det? Kunne de mon finde ud af de opgaver, jeg sendte til dem? Var det mon passende mængde af opgaver, jeg sendte? Osv. Osv.
Alle disse mange tanker og bekymringer fik heldigvis en brat ende mandag d.8. februar. Denne dag stod jeg klar og modtog den ene storsmilende elev efter den anden, en helt igennem fantastisk dag.
Jeg fandt stille og roligt ud af i de følgende dage, at mange af mine bekymringer var uden grund. Mine to klasser har været rigtig flittige i de fem uger derhjemme, og har lært overraskende meget.
Vi blev mindet om, at det at kunne gå i skole hver dag i Danmark, ikke længere var en selvfølge. Det positive i alt det nye og mærkelige er nok, at vi nu er rigtig mange, der sætter stor pris på, hver dag at kunne ta i skole.